PICTURE THIS 25: DEN SYNTETISKE SPARRINGSPARTNER

TYPE
Arbejdsområde
Manuskript og udvikling
Kreativ VFX og animation
Teknisk VFX og animation
OPTAGEDE SESSIONS FRA FILMTECH-KONFERENCEN PICTURE THIS 25

Videoen ovenfor er en optaget live-session fra Nordisk Film Fonden og Filmskolens filmtech-konference, PICTURE THIS 25. Den er særligt interessant for dig, som allerede har lidt erfaring med at lave film eller serier og vil dykke endnu dybere ned i de tekniske og kunstneriske muligheder med bl.a. AI. Men alle sessions er inspirerende og lærerige i sig selv, og alle nysgerrige kan være med.

Hvordan kan AI udvide de kreative muligheder i VFX, uden at gå på kompromis med det filmiske håndværk?

Martin Madsen om AI som kreativ samarbejdspartner i VFX

I denne session fra PICTURE THIS 25 giver VFX-supervisor og AI-pioner Martin Madsen et konkret indblik i, hvordan AI kan fungere som kreativ medspiller i visuelle effekter. Det vil sige, ikke at bruge AI som en genvej til at slippe for optagelser eller manuskriptarbejde, men som en måde at eksperimentere og afprøve.

Med udgangspunkt i testoptagelser skabt specifikt til denne talk demonstrerer Martin, hvordan AI kan ændre både små og store elementer i billedet: alt fra vand- og ildsimuleringer til kostumer, locations, dyr, tid på dagen og årstid. Målet er ikke at erstatte den klassiske VFX-pipeline, men at vise, hvordan AI kan åbne et rum for hurtige variationer, visuelle udforskninger og kreative benspænd, uden at gå på kompromis med filmens tone, æstetik eller autenticitet.

Sessionen går også tæt på de praktiske grænser: Hvad kan teknologien ikke endnu? Hvor går de etiske linjer? Hvordan navigerer man i spørgsmål om ophavsret, hardware og software?

Med andre ord kan du bruge videoen til at:

  • Se, hvordan AI kan bruges som et alsidigt redskab til at eksperimentere med VFX – særligt i udviklingsfasen, hvor hurtige visuelle iterationer kan styrke både historien og den visuelle retning.
  • Få konkrete idéer til, hvordan du selv kan teste ændringer i lys, miljø, kostume eller effekter, før du binder dig til større produktionelle beslutninger.
  • Forstå de vigtigste begrænsninger og overvejelser omkring etisk brug, ophavsret og tekniske krav – så du kan træffe bedre valg i dine egne projekter.

Hvis du ikke har arbejdet med AI i VFX før, giver sessionen et tydeligt indblik i både mulighederne og faldgruberne.

OM PICTURE THIS

PICTURE THIS er en årlig filmtech-konference initieret og finansieret af Nordisk Film Fonden og organiseret af Den Danske Filmskole. Her undersøger branchefolk fra hele verden, hvordan ny teknologi kan bruges til at udvikle morgendagens filmiske fortællinger både kreativt og praktisk.
I 2025 lød temaet: Beyond the Generative Hype. Her tog konferencen livtag med de seneste års hype om generativ AI og stillede skarpt på, hvordan teknologien konkret kan bruges i udvikling, optagelse og postproduktion til at optimere arbejdsgange, åbne for kunstnerisk kreativitet og styrke den fortsatte udvikling af filmkunsten.

På Filmværksted Danmark finder du udvalgte optagelser fra PICTURE THIS 25. De er særligt interessante for dig, der har lavet et par kortfilm og er på vej ind i filmbranchen, og for dig, som allerede arbejder i den. Du kan bruge dem som inspiration til, hvordan ny teknologi kan styrke dit arbejde med film eller serier, og som et værktøj til bedre at forstå, hvordan filmmediet er ved at forandre sig på tværs af jobfunktioner og arbejdsgange.

Relaterede jobs

Se alle
Film & serier
Dokumentar
Animation
TV
VFX

Relaterede events

Relaterede værktøjer

Hør dem fortælle om arbejdet

Del