FILMPRODUKTION 101: KLIPNING

Filmproduktion 101: Guides og inspiration til at lave dine første film

‍

De første skridt i klipningen og basale klippeprincipper

‍

‍

Filmklipning er faktisk ikke så anderledes end en klipning hos frisøren. Man forkorter, retter til hist og her, arrangerer, manipulerer lidt med udtrykket og skaber en struktur, så det endelige resultat hænger godt sammen. <a href="/ordbog#klipning" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Klipning eller 'at klippe' vil sige at skære noget fra i en kamera- eller lydoptagelse og evt. sætte det sammen med andre optagelser..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">Klipningens</a> sammenstilling af flere billeder er helt unik for filmkunsten og en af de afgørende forskelle fra andre kunstarter som maleriet og fotografiet. Når du klipper, handler det nemlig ikke kun om det enkelte billede isoleret, men også om hvordan det enkelte billede hænger sammen med og bliver påvirket af de billeder, der kommer før og efter. Klipning er derfor et ekstremt kraftfuldt værktøj, der fuldstændig kan ændre, hvordan et publikum oplever dine optagelser.

‍

Det er i klipningen, at alle dine valg på optagelse og i <a href="/ordbog#praeproduktion-praeproduktionsfasen" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Præproduktion er fasen i film-, serie- og TV-produktion, der sker før optagelserne begynder. Under præproduktionen bliver produktionen og så vidt muligt også postproduktionen planlagt og forberedt ned til mindste detalje..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">præproduktionen</a> skal samles til et hele, og derfor er det måske også en af de allermest omfangsrige – og sommetider forvirrende – processer. Derfor forsøger vi her at give et overblik over, hvordan klipning former din film, og hvilke teknikker du kan bruge til at skabe en stærk sammenhæng. Men først tager vi et kort kig på de praktiske forhold i begyndelsen af klippefasen.

‍

‍

‍

‍

Begyndelsen af klippefasen

Hvornår du begynder at klippe din film, er helt op til dig. Nogle <a href="/jobbeskrivelser/instruktor" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="En instruktør er den kunstneriske leder af en film eller serie og styrer den kreative vision fra idé til færdigt produkt..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover" style="font-weight: bold;">instruktører</a> foretrækker at se <a href="/ordbog#raaklip-rough-cut" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Et råklip vil sige den første, grove sammenklipning af det optagede materiale til en film, serie eller et TV-program..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">råklip</a> af enkeltscener, allerede mens de stadig er på optagelse, mens andre hellere vil gennemgå det hele bagefter. Uanset hvornår du begynder, kan en god start være at sortere alle optagelser efter scener i dit redigeringsprogram. Du kan bruge <a href="/ordbog#indstilling" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="En enkelt, ubrudt optagelse i/til en film-, serie- eller TV-produktion..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">indstillingslisten</a>, manuskriptet, og eventuelle <a href="/ordbog#storyboard" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="En skitseret visualisering af scener eller sekvenser i en film eller serie..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">storyboards</a> til at orientere dig i fortællingen, og ud fra script rapporterne kan du danne dig et overblik over, hvilke <a href="/ordbog#take" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Et take er en uafbrudt kameraoptagelse af en enkel indstilling..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">takes</a> instruktøren foretrak på <a href="/ordbog#set" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Et set eller filmset er det sted, hvor en scene til en film-, serie- eller TV-produktion bliver optaget..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">set</a>, og hvad du skal være opmærksom på i de enkelte scener.

‍

Det er ret vigtigt først at skabe en god organisering af filer på din computer eller server og i selve redigeringsprogrammet. Derefter kan du arbejde på at lave råklip af filmens scener, så du på forhånd – inden instruktøren kommer ind over – har et overordnet bud på, hvordan en scene eller sekvens skal bygges op. Og så har den gode organisering af materialet også den fordel, at det bliver meget nemmere for dig at lave hurtige og effektive ændringer uden at miste overblikket. I videoen herunder kan du se et forslag til, hvordan du relativt simpelt kan skabe en god filstruktur på din computer og i dit klippeprogram, når du skal til at klippe din film.

‍

‍

‍

‍

Fire dimensioner af filmklipning

Det engelske ord for klipning er editing (redigering), og det er på en måde mere rammende, fordi det antyder, hvordan klipning kan bruges til at redigere og manipulere oplevelsen af tid, rum og billedlige kvaliteter på måder, der former publikums oplevelse af filmen. Det kan måske lyde lidt abstrakt, så lad os begynde med at skitsere, hvordan klipning grundlæggende er med til at forme en film på særligt fire forskellige niveauer.

‍

‍

DET GRAFISKE NIVEAU

Som vi kort berører i artiklerne om filmfotografi og instruktion, opstår der en forbindelse mellem de grafiske kvaliteter – komposition, lys, skygge og former – i to indstillinger, når de klippes sammen. Det kan du udnytte aktivt til at skabe forskellige former for balance eller kontrast. Et nærbillede vil f.eks. ofte føles voldsommere, hvis indstillingen før var en supertotal på grund af den store kontrast. Og en halvnær indstilling med kun én karakter i venstre side af billedet vil føles ubalanceret – medmindre den efterfølgende indstilling fylder billedet i højre side og dermed skaber en samlet balance. Klipningen af din film er altså med til at bestemme, hvordan publikum opfatter de enkelte indstillingers kompositioner.

‍

En kendt grafisk klippeteknik er det såkaldte match cut, hvor man klipper mellem to indstillinger med lignende grafiske kompositioner. Det bruges ofte som overgang mellem scener, og et af de mest kendte eksempler finder man i filmen 2001: A Space Odyssey, hvor billedet af en knogle efterfølges af billedet af et rumfartøj. Sammenstillingen af en stenalderknogle og topmoderne teknologi påvirker vores opfattelse af begge indstillinger, fordi vi uundgåeligt kommer til at tænke over menneskehedens udvikling i et større perspektiv på tværs af millioner af år.

‍

‍

DET RYTMISKE NIVEAU

Klipning er også med til at påvirke din films rytme. Hver indstilling har en vis længde, og du kan måske forestille dig, hvordan en serie af længere indstillinger kan medvirke til at skabe en dvælende stemning, mens en række meget korte indstillinger oftere bruges i travle og kaotiske scener. Du kan skabe rytmiske mønstre gennem en serie af scener, f.eks. ved gradvist at forkorte længden af indstillinger for at skabe fornemmelsen af, at handlingen accelererer – det kunne være i en stille dialogscene, der udvikler sig til et skænderi eller i en stadig mere intens jagtscene. Husk, at din films rytme opstår i et samspil mellem indstillingernes varighed, bevægelsen i billedet og brugen af lyde og musik. Det kan f.eks. være, at du timer klip med rytmen i underlægningsmusikken eller sænker klippehastigheden i sekvenser, hvor der i stedet er stor bevægelse i billedet.

‍

‍

DET RUMLIGE NIVEAU

Din klipning kan på utallige måder manipulere med publikums opfattelse af de rum, dine karakterer befinder sig i. En typisk måde at skabe overblik vil være gennem såkaldt analytisk klipning, hvor man i etableringen af en scene bevæger sig fra en supertotal eller total af scenens <a href="/ordbog#location" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Sted ude i verden, hvor optagelser til en film, serie eller et TV-program kan finde sted..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">location</a> – et såkaldt establishing shot – til en halvtotal af karaktererne for til sidst at klippe mellem halvnær- og nærbilleder af scenens karakterer. Men du kan også skabe rum, der slet ikke findes. Forestil dig, at Johanne i din film slår en tennisbold ud af billedet, og at vi i næste indstilling ser en tennisbold ramme ned i en skraldespand. Vi ser på intet tidspunkt skraldespanden, tennisbolden og Johanne i samme indstilling, men alligevel antager vi som publikum, at det er Johannes tennisbold, der lander i skraldespanden, og at skraldespanden må være placeret forholdsvis tæt på hende. Et lignende princip gælder for den såkaldte Kuleshov-effekt, der illustrerer, hvordan publikum læser karakterers følelser helt forskelligt alt efter, hvad vi gennem klipning antyder, at de kigger på.

‍

‍

‍

‍

DET TIDSLIGE NIVEAU

Det er i klippefasen, du fastlægger plottets forløb, og du kan tilmed komprimere eller forlænge publikums oplevelse af tidens gang. Med <a href="/ordbog#flashbacks-flashforwards" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Flashbacks og flashforwards er ord for scener, der foregår forskudt for den 'nutid', resten af en historie foregår i..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">flashbacks eller flashforwards</a> kan du indsætte minder eller fremtidige hændelser, og du kan forlænge eller forkorte tidsfornemmelsen gennem slow-motion eller fastforward. En anden effektiv måde at komprimere tiden på er gennem det, man kalder elliptisk klipning. Forestil dig en scene, hvor du skal vise, at din hovedkarakter Johanne er på vej i bil til lufthavnen. For at formidle denne handling til publikum kan du nøjes med at vise Johanne, der begynder at køre, for derefter at klippe til, at hun ankommer foran Terminal 2. Eller du kan lave et cutaway – altså klippe til noget andet, måske et idyllisk landskab – mellem de to indstillinger. Begge er former for elliptisk klipning, hvor du forkorter handlingens faktiske varighed.

‍

Klipningens grafiske, rytmiske, rumlige og tidslige niveauer er hele tiden i spil samtidigt, når du klipper dig frem til din films udtryk. Rytmen påvirker tidsfornemmelsen, ligesom din opbygning af filmiske rum vil påvirke, hvilke grafiske sammenstillinger, der opstår i din film. Tænk bare på det grafiske match cut i 2001: A Space Odyssey, der samtidigt springer millioner af år i historien over og derigennem drastisk ændrer filmens tidslighed.

‍

‍

Det klassiske klippesystem: Kontinuitetsklipning

Som du kan se, åbner klipning for et væld af kreative muligheder. Men midt i alle disse valg findes der ét særligt system, som har domineret spillefilmens historie og stadig er udbredt i dag – nemlig kontinuitetsklipning. Som navnet indikerer, er formålet med kontinuitetsklipning at fortælle en historie på en klar og sammenhængende måde, og systemet indeholder derfor en række konventioner, der alle har til formål at give publikum en god forståelse for relationen mellem indstillinger og det rum, karaktererne bevæger sig i.

‍

‍

180-GRADERS-REGLEN

Fundamentet for kontinuitetsklipning er 180-graders-reglen, der går ud på, at kameraet ikke må flyttes mere end 180 grader mellem to klip. For bedre at forstå hvorfor, kan vi kigge på illustrationen herunder. Den ene karakter, Johanne, står og taler med den anden karakter, John, og vi tegner en 180-graders-akse mellem dem, der deler rummet op i to halvdele. I kontinuitetsklipning skal alle dine klip i den givne sekvens være filmet fra samme side af denne linje, og du kan altså frit klippe mellem indstilling A, B og C uden at bryde 180-graders-reglen. Her vil Johanne altid befinde sig til venstre for John.

‍

Klipper du til gengæld til indstilling D, bryder du reglen, så Johanne befinder sig til højre for John. Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, forestil dig, at du først viser Johanne gå hen mod John fra indstilling A, altså fra venstre mod højre i billedet. Hvis du nu klipper til indstilling D, vil hun pludselig gå fra højre mod venstre, og de to karakterer vil have byttet plads i billedet, hvilket kan virke desorienterende for publikum. Det kommer til at ligne, at Johanne er vendt om, fordi du har klippet til en indstilling, der viser hende fra den modsatte side. Den slags rumlig forvirring undgår du med 180-graders-reglen.

‍

‍

‍

‍

Tre af de klippemønstre, der i kontinuitetsklipning oftest anvendes til at skabe et naturligt flow i historiefortællingen er shot/reverse shot, eyeline match og match on action. Shot/reverse shot bruges ofte i dialogscener, hvor du klipper mellem to lignende indstillinger af karakterer i en scene – som f.eks. mellem indstilling B og C i grafikken herover. Her er du fri til at klippe mellem indstilling B og C som du vil, og her er det op til dig at vurdere, hvad scenen har brug for. Måske du vælger at fokusere på Johanne, når hun taler, eller det kan være, du klipper til indstilling B af John, så vi får adgang til hans reaktioner på det, hun siger – det man kalder et reaction shot.

‍

I et eyeline match viser du i første indstilling Johanne og klipper derefter til det, hun kigger på, sådan at kameraet peger i Johannes blikretning. Et eyeline match minder derfor meget om det POV, vi beskriver i artiklen om filmfotografi, men den største forskel er, at man i et eyeline match kan rykke kameraet tættere på begivenhederne, end karakteren realistisk ser tingene fra.

‍

Den tredje strategi, match on action eller klip i bevægelse, handler om, at du klipper, når karakterer bevæger sig – f.eks. fra en halvnær til en halvtotal mens Johanne rejser sig fra en stol. Johannes bevægelse skaber en stærk forbindelse mellem de to indstillinger, og bevægelsen hjælper i mange tilfælde til, at publikum knapt bemærker, at du klipper. Og sådan er det faktisk med alle strategierne i kontinuitetsklipning, at de skal hjælpe historien til at flyde naturligt, uden at publikum bemærker klipningen.

‍

‍

SKAB SAMMENHÆNG MELLEM PLOTLINJER MED KRYDSKLIPNING

Du kan skabe et forhold mellem flere separate plotlinjer gennem såkaldt krydsklipning, hvor du klipper frem og tilbage mellem to (eller flere) scener –  ofte for at give fornemmelsen af, at begivenhederne foregår samtidigt. En kendt brug af krydsklipning er i såkaldte last-minute rescue-scener, hvor du klipper mellem karakterer i fare og dem, der ræser afsted for at redde situationen. På den måde giver krydsklipning publikum mere viden om plottet end nogen enkelt karakter har – vi får overblikket og føler presset. Krydsklipning bruges hyppigt i actionscener til at skabe suspense, men teknikken er generelt meget udbredt og behøver ikke altid være så dramatisk. I Nancy Meyers’ The Holiday krydsklippes der mellem to kvinders liv på hver sin side af Atlanten. De kender ikke hinanden, men vi ser parallellerne mellem dem – de er begge på vej mod en ny begyndelse, og deres skæbner krydses senere i filmen. Krydsklipning kan altså både binde plotlinjer sammen og give følelsen af, at tingene hænger sammen, selv når karaktererne endnu ikke ved det.

‍

‍

‍

‍

Hokus pokus, klipning i fokus

Du har forhåbentlig nu fået en god fornemmelse for, hvordan kontinuitetsklipning kan skabe et solidt fundament for forståelsen af din film. Vi kaster derfor her til sidst lidt grus i maskineriet ved også give et par eksempler på, hvordan du kan bryde med <a href="/ordbog#kontinuitet" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Kontinuitet inden for film og serier vil sige, at fortællingen både visuelt og logisk hænger sammen og er troværdig, som var det virkelighed..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">kontinuiteten</a> for f.eks. at lege med rytmen, skabe øget spænding, fremhæve tematikker eller på anden vis give din film et personligt touch. God fornøjelse med klippeprocessen!

‍

‍

MONTAGER

En montage i film er en måde at klippe på, hvor du sammensætter en række kortere indstillinger for på kort tid at formidle en plotudvikling, skabe stemninger eller understrege et tema. Og i modsætning til kontinuitetsklipningen – hvor hver indstilling glider ubemærket over i den næste – er du med montagen fri til at springe i tid, sted og handling, så længe din sekvens har en anden form for rød tråd. Et kendt eksempel er den klassiske træningsmontage – kendt fra bl.a. Rocky-filmene – hvor måneders fysisk træning formidles på få sekunder gennem en sekvens, hvor karakteren bliver stadigt stærkere – ofte akkompagneret af energisk musik. Montager kan fungere som et afbræk fra dialogtunge scener, og de er et effektivt middel til at komprimere plotudviklinger, der strækker sig over lang tid – f.eks. kæresteforhold, projekter eller perioder, hvor en karakter er præget af en særlig sindsstemning. Montagen kan give dig mulighed for at lege med kreative overgange mellem indstillinger, f.eks. gennem match cuts eller en klipperytme dikteret af underlægningsmusikken.

‍

‍

JUMP CUTS OG GENTAGELSER

Du kan også bryde med kontinuitetsklipning gennem gentagelser eller såkaldte jump cuts. Et jump cut er et klip mellem to dele af samme take – du ”hopper” så at sige frem i samme take og giver derigennem fornemmelsen af små spring i tid, hvilket bl.a. kan give en mere rå fornemmelse eller en følelse af uro eller fart. Du kan også gentage bevægelser, f.eks. ved at vise samme handling fra to forskellige vinkler. Denne teknik er mindre udbredt, men illustrerer fint, hvordan brud med kontinuiteten f.eks. ville kunne fremhæve, hvordan samme øjeblik opleves forskelligt afhængigt af, hvor man ser det fra. Instruktøren Spike Lee gør ofte brug af gentagelsesteknikken – som han kalder for et double cut – i sine film. Det er en af pointerne ved både gentagelsen og jump cuttet, at deres effekter eller formål ikke er lige så tydelige som kontinuitetsklipningens. Man kan på den måde tolke Spike Lees brug af gentagelser på en række måder – som en signatur, et rytmisk element, en måde at vække latter og overraskelse på eller måske en teknik til at understrege vigtigheden af det enkelte øjeblik.

‍

‍

ASSOCIATIV KLIPNING

Vores sidste eksempel på brud med kontinuitetsklipningen kalder vi her for associativ klipning – det kaldes i andre variationer også for non-diegetiske inserts eller intellektuel montage. Her klipper du to eller flere billeder sammen, ikke fordi de logisk eller plotmæssigt hænger sammen, men fordi de skaber en idé, følelse eller association, når de sættes i relation til hinanden. Én måde at gøre dette på, er ved at klippe fra filmens virkelighed til en indstilling af et motiv, der ligger uden for filmens virkelighed. Forestil dig en scene, hvor Johanne sidder trist og ensom i sin lejlighed. Hvis du nu klipper til et stillbillede af en vissen blomst, vil publikum sandsynligvis prøve at skabe en association mellem de to – måske blomsten symboliserer håbløshed og forfald? En anden variation kan findes i filmen Apocalypse Now, hvor et mord på en general repræsenteres gennem nedslagtningen af en okse. Her er oksen en del af filmens virkelighed, men timingen for klippet indikerer tydeligt, at vi skal forbinde mordet på generalen med oksens død – et klip, der giver associationer til offerhandlinger.

‍

Den associative klipning kan på den måde kritisere, kommentere og reflektere over filmens begivenheder. Som med montager, jump cuttet og gentagelsen, gør den associative klipning i højere grad opmærksom på sig selv. Du leger med oplevelsen af tid og rum i din film og skaber i samme vending tvetydige relationer mellem filmens indstillinger på måder, der pirrer publikums fantasi.