FILMPRODUKTION 101: FILMFOTOGRAFI

Filmproduktion 101: Guides og inspiration til at lave dine første film

‍

Fortællende billeder, perspektiv, framing og bevægelse

‍

‍

Filmfotografi kaldes også kinematografi eller på engelsk cinematography, der helt bogstaveligt betyder ”at skrive i bevægelse”. Og som du vil se i artiklen her, har filmfotografi mange ligheder med både maleriet og fotografiet – men lige netop det med billedets bevægelse, det er noget, filmen har helt for sig selv.

‍

Som <a href="/jobbeskrivelser/fotograf" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="En fotograf er ansvarlig for kameraoptagelserne på en film-, serie- eller TV-produktion..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover" style="font-weight: bold;">filmfotograf</a> skal du ikke kun skabe smukke eller stemningsfulde billeder – du skal fortælle med billeder, og en af dine vigtigste opgaver er at oversætte manuskriptets ord og instruktørens intentioner til et levende visuelt sprog. Det betyder, at du som fotograf skal kunne forestille dig scenernes forløb og rytme, tænke i billedkæder, stemninger og rumlig sammenhæng. En genial <a href="/ordbog#indstilling" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="En enkelt, ubrudt optagelse i/til en film-, serie- eller TV-produktion..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">indstilling</a> bliver først rigtigt genial, når den fungerer i en helhed.

‍

Derfor hænger filmfotografi også uløseligt sammen med flere andre discipliner i filmproduktion, hvoraf det måske mest grundlæggende er sammenhængen med <a href="/ordbog#klipning" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Klipning eller 'at klippe' vil sige at skære noget fra i en kamera- eller lydoptagelse og evt. sætte det sammen med andre optagelser..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">klipningen</a>. Det er i klipperummet, at de enkelte billeder og bevægelser bliver sat i rækkefølge, og det er her, det for alvor bliver tydeligt, om dine optagelser hænger sammen både visuelt, rytmisk og rumligt. Derfor må du som filmfotograf også kende de principper, der findes for visuel <a href="/ordbog#kontinuitet" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Kontinuitet inden for film og serier vil sige, at fortællingen både visuelt og logisk hænger sammen og er troværdig, som var det virkelighed..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">kontinuitet</a> og klippelogik. Det gælder f.eks. 180-graders-reglen – der sikrer rumlig sammenhæng og orientering – og de typiske måder at optage og ‘dække’ dialogscener på med nogle bestemte indstillinger, du skal sikre dig at få i kassen. Uden dem kan du let ende med optagelser, der ikke passer sammen eller forvirrer publikum, mens du på den anden side, når du først forstår dem, kan begynde at udfordre principperne med omtanke. Vi kan derfor varmt anbefale, at du også læser vores artikel om klipning, ligesom artiklerne om production design, instruktion, lyd og ikke mindst lyssætning indeholder vigtig viden for enhver filmfotograf. Alle disse dele er nemlig i tæt samspil med kameraføringen med til at forme den samlede visuelle fortælling.

‍

I denne artikel kigger vi imidlertid særligt på det, der er specifikt for det fotografiske. Vi introducerer til en række begreber inden for framing og kamerabevægelse og giver gode råd til, hvordan du kan bruge bl.a. <a href="/ordbog#off-screen" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Off-screen vil sige noget, der sker uden for kameraets synsfelt..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">off-screen-rum</a> og forskellige former for dybdeskarphed til at styrke din fortælling. Men først tager vi et grundigt blik på kameraets muligheder for at forme, forvrænge og formidle din films virkelighed gennem brugen af kameraets perspektiv. God fornøjelse!

‍

‍

‍

‍

Brug kameraets perspektiv til at fortælle din historie

Et kamera indfanger altid et udsnit af virkeligheden og kan derfor formidle et specifikt blik på den verden, I skaber med jeres film – et særligt perspektiv. Men kameraets perspektiv afgøres ikke kun af, hvor det er placeret – det påvirkes også i høj grad af, hvilke optikker du bruger og deres brændvidde. Der ligger en helt masse fysik bag det med kameraer og optikker, men det centrale er, at man groft sagt kan inddele optikker i kort, middel og lang brændvidde. Og brændvidden har især indflydelse på størrelsen og proportionerne af de ting, vi ser, samt hvor meget dybde vi opfatter i billedet.

‍

En optik med en kort brændvidde under 35 mm kaldes også en vidvinkel, fordi den indfanger et relativt bredt udsnit af virkeligheden. Men en vidvinkel overdriver også dybden i billedet – ting i forgrunden ser større ud, og ting i baggrunden føles længere væk. Når karakterer eller genstande bevæger sig væk fra eller tættere på kameraet, virker bevægelsen derfor overdreven med en vidvinkel. Vidvinkel har også en tendens til at forvrænge billedet i kanterne. Vandrette og lodrette linjer kan komme til at bue udad, og ting i kanten af billedet ser bredere ud, end de egentlig er. Det modsatte gælder så for optikker med lang brændvidde, der også kaldes telefoto. De har typisk en brændvidde på 100 mm eller mere. Her er fornemmelsen for dybde og volumen reduceret, det er sværere at adskille forgrund og baggrund, og optikken indfanger et mindre udsnit af virkeligheden. Du kan tænke på det sådan, at egenskaberne for en telefoto minder om det du ser, når dit smartphonekamera er zoomet helt ind, mens en vidvinkel er modsat. For at få et mere normalt perspektiv og et mindre forvrænget billede, kan du bruge en optik med en middel brændvidde, også kaldet en standard. En standard vil typisk have en brændvidde på mellem 35 og 70 mm, hvor det mest almindelige er 50 mm. Her undgår man perspektivforvrængninger, og forgrund og baggrund føles hverken strukket fra hinanden eller trykket sammen.

‍

Tænk over, hvordan du kan bruge optikker til at påvirke filmens visuelle udtryk. Mulighederne er mange, men et par eksempler er, hvordan du med en telefotolinse kan give indtrykket af, at en karakter flyder ind i mængden, eller omvendt at du kan få noget til at stå ud fra baggrunden gennem en vidvinkel. Vidvinklen kan med sin forvrængning også bruges til at opnå surrealistiske eller drømmende kvaliteter, som i eksemplet fra filmen Poor Things ovenfor.

‍

Hver optik har også særlige egenskaber for dybdeskarphed, altså et interval af afstande inden for hvilket ting eller karakterer kan være skarpe og i fokus. Her er der også valg at træffe. Du kan f.eks. gå efter et selektivt fokus, hvor kun et snævert plan af billedets dybde – groft sagt for-, mellem- eller baggrund – er i fokus, mens resten er sløret. På den måde kan du rette fokus mod bestemte ting, f.eks. en karakter. Eller du kan skabe dybdefokus – ofte gennem kort brændvidde og højere lysniveauer – hvor større dele eller hele billedets dybde er i fokus på samme tid, og du derved giver publikum mulighed for at undersøge billedets mange elementer. Videoen herunder uddyber, hvordan du kan bruge forskellige optikker.

‍

‍

‍

‍

BLÆNDE OG LUKKERTID

Nu bliver det ret teknisk, så tag en dyb indånding, inden vi dykker ned i begreberne blænde og lukkertid, eller spring evt. ned til næste afsnit.

Billedets dybdeskarphed styres i høj grad også af optikkens blænde (på engelsk aperture) – altså størrelsen på den åbning i optikken, lyset passerer igennem. En stor blændeåbning (f.eks. f/1.8) giver en lille dybdeskarphed, hvor kun et snævert plan er i fokus, mens en lille blændeåbning (f.eks. f/11 eller f/16) giver en større dybdeskarphed, hvor både for- og baggrund kan stå skarpt. Det betyder, at du med et lavt blændetal kan isolere et element i billedet og gøre baggrunden sløret, mens et højt blændetal kan bruges til at få hele scenen til at fremstå klart og detaljeret. Her skal du så huske, at eftersom en lille blændeåbning lukker mindre lys ind, kræver det højere lysniveauer – enten gennem belysning på <a href="/ordbog#set" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Et set eller filmset er det sted, hvor en scene til en film-, serie- eller TV-produktion bliver optaget..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">settet</a> eller ved optagelse i dagslys – for at billedet stadig kan eksponeres korrekt.

‍

‍

‍

‍

Et andet vigtigt element i eksponeringen og det visuelle udtryk er kameraets lukkertid (på engelsk shutter speed eller shutter angle) – altså hvor længe kameraets sensor eksponeres for lys under hvert billede. En almindelig lukkertid i filmproduktion er omkring 1/50 sekund ved 25 billeder i sekundet, hvilket følger tommelfingerreglen, at lukkertiden er det dobbelte af antal billeder i sekundet (<a href="/ordbog#frame-rate" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Antal af billeder, der bliver optaget eller vist per sekund (betegnes også 'fps')..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">frame raten</a>). Det giver en naturlig <a href="/ordbog#motion-blur" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Motion blur (bevægelsessløring) er den visuelle sløring, der opstår, når et kamera optager noget i bevægelse..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">bevægelsessløring</a>, vi normalt opfatter som filmisk. En hurtigere lukkertid (f.eks. 1/200) skaber et mere hektisk udtryk ofte brugt i actionscener, mens en langsommere lukkertid (f.eks. 1/20) giver mere bevægelsesslør og en drømmende fornemmelse. I film bruger man ofte udtrykket shutter angle, der beskriver lukkertiden i grader. Her er 180° altid det dobbelte af frame raten, mens 90° er det firdobbelte og så fremdeles.  Ligesom med blænden har lukkertiden også konsekvenser for eksponeringen – en hurtig lukkertid lukker mindre lys ind og kræver derfor højere lysniveauer eller en større blændeåbning for at opnå korrekt eksponering.

‍

‍

Brug framing til at skabe sammenhæng, kontrast og mønstre

Framing – altså beslutninger om kameraets vinkel og position – er dybt forbundet til både <a href="/ordbog#staging" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Staging vil sige placeringen af karakterer, genstande og kamera i en scene, og deres bevægelser i forhold til hinanden..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">staging</a>, <a href="/ordbog#blocking" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Blocking er arbejdet for specielt instruktøren og fotografen med at planlægge skuespillernes bevægelser og placeringer i forhold til kameraet og kulisserne i en scene..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">blocking</a>, <a href="/ordbog#mise-en-scene" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Mise-en-scene vil sige alt det, der er placeret foran kameraet: location, kostumer, lys, rekvisitter og skuespillernes bevægelser..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">mise-en-scene</a>, lyssætning og klipning. Det er, som ordet antyder, her du tager beslutninger om, hvordan du vil indramme den virkelighed, du optager. Det er en øvelse, du sikkert også kender fra ferierne, hvor den solbeskinnede strand gerne skal se helt rigtigt ud på billedet, inden man sender det til vennerne. Når man framer et billede, gør man sig altid både tilvalg og fravalg – noget vil være on-screen, altså inden for billedrammen, mens andet vil være uden for billedrammen, altså off-screen. Man kan bruge off-screen-rum på kreative måder – noget vi kommer nærmere ind på til slut i artiklen.

‍

‍

KAMERAETS HØJDE OG VINKEL

Når du framer et billede, skal du, udover valg af optik, forholde dig til både vinkler og højder. Hvor højt placerer du kameraet? Vil du filme din karakter Johanne fra en høj vinkel, så kameraet "kigger ned" på hende? Skal det være i øjenhøjde med Johanne eller måske langs jorden? Er framingen parallel med horisonten eller skaber du kælkede linjer, hvor du tipper kameraet til en side, så linjerne i billedet bliver skæve? Alle sådanne beslutninger kan påvirke, hvordan vi opfatter et motiv. F.eks. er klichéen omkring høje vinkler, at de får karakterer til at se underdanige ud, mens kælkede linjer skaber en følelse af uro eller fare. Sådanne generaliseringer kan dog være reducerende, og der findes utallige film, hvor disse vinkler og linjer skaber helt andre effekter. Det hele afhænger af konteksten, dine virkemidler indgår i. Så tænk over, hvad de forskellige virkemidler kan bruges til at udtrykke i lige netop din fortælling.

‍

‍

KAMERAETS AFSTAND OG BILLEDUDSNIT

Afstanden mellem kameraet og motivet er et andet og meget vigtigt aspekt af framing, og man opdeler det typisk i seks forskellige afstande for at have en fælles genvej til at tale om billedkomposition. Opdelingen går fra stor til lille afstand, og vi begynder med den største afstand – en supertotal.

• I en supertotal er karakterer meget små, og baggrunden dominerer billedet. Supertotaler giver overblik over en <a href="/ordbog#location" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Sted ude i verden, hvor optagelser til en film, serie eller et TV-program kan finde sted..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">location</a> og bruges derfor ofte i begyndelsen af en scene.
• En total er tættere på karaktererne. Her er f.eks. Johanne framet, så hendes krop fylder billedet, og måske kan man endda kun se hende fra knæet og op. Balancen mellem karakterer og baggrund er mere ligeligt fordelt.
• I en halvtotal frames kroppen fra taljen og op, og ansigtsudtryk begynder at blive tydelige.
• I en halvnær ser vi karakteren fra brystet og op.
• Med et nærbillede kommer vi intimt tæt på, hvor vi ofte kun ser et ansigt, en hånd, en fod eller en mindre genstand.
• Og i den sidste og mest snagende framing af alle, en ultranær, kommer vi helt tæt på en lille del af et ansigt, kropsdel eller genstand, f.eks. et øje eller spidsen af en finger.

‍

‍

FORTÆL MED VISUELLE MØNSTRE

Du kan bruge de forskellige afstande til at levere vigtig information til publikum samt til at skabe visuelle mønstre eller spænding i dine scener. En meget grundlæggende måde at optage dialogscener på vil f.eks. være at veksle mellem en total og ét eller flere halvnær- eller nærbilleder af scenens karakterer – noget, vi uddyber i artiklen om klipning. Men du kan også tænke over, om Johanne skal frames på en særlig måde, hver gang hun optræder i filmen for på den måde at skabe et visuelt mønster, der fremhæver noget særligt ved hende. Måske bruger du framing til at skabe subjektivitet, f.eks. ved at simulere en karakters blik – et såkaldt point-of-view eller POV. Måske er det meste af din film framet i totaler for på den måde at skabe en større effekt eller kontrast, når et nærbillede pludselig dukker op. Måske går din framing i en scene gradvist fra totaler til ultranærbilleder for at skabe en stadig mere intens eller anspændt stemning. Eller det kan være, du viser et kærestepar finde sammen udelukkende gennem nærbilleder af deres hænder. Eksemplerne her er måske ikke de mest originale, men se det som en opfordring til at gennemtænke, hvorfor du vælger at frame fortællingens virkelighed, som du gør, hvilke effekter dine valg har, og hvordan du kan skabe mønstre eller kontrast gennem gentagelse og variation i din framing.

‍

‍

‍

‍

KAMERAETS BEVÆGELSE

Én måde du kan variere din framing på, som adskiller sig fra fotografiet og maleriet, er ved at bevæge dit kamera, mens du optager. Og her findes der også nogle begreber, der er gode at kende:

• Man kalder det en pan eller panorering, når kameraet drejer horisontalt om sin egen akse, på samme måde som når du drejer hovedet fra side til side.
• En tilt er det samme, bare hvor kameraet bevæger sig vertikalt om sin akse – som at nikke med hovedet.
• I et <a href="/ordbog#tracking" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Tracking betyder 'sporing'. Det kan referere til en kamerabevægelse, hvor kameraet følger en bestemt person eller genstand under optagelserne ved at bevæge sig i samme retning. Det kan også referere til digital sporing af kameraet, personer eller genstande i en optagelse..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover" style="font-weight: bold;">tracking-</a> eller <a href="/ordbog#dolly" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="En dolly er en platform eller vogn på hjul, der bruges til at bevæge kameraet og fotografen jævnt under optagelser..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover" style="font-weight: bold;">dolly</a>-skud bevæger selve kameraet sig hen over jorden, og det bruges f.eks. ofte i scener, hvor to karakterer taler sammen, mens de går.
• Og i et kranskud bevæger kameraet sig op i luften – en kamerabevægelse, der nu til dags også kan klares med droner.

Du kan bruge kamerabevægelse til at skabe en følelse af spontanitet og kaos, sådan som det ofte gøres gennem håndholdte optagelser, eller du kan bruge bevægelsen til at ændre framingen af billedet uden at klippe, f.eks. ved at panorere til højre og afsløre genstande eller karakterer, der førhen var off-screen. Og du kan bruge lange uafbrudte kameraindstillinger – også kaldet long takes – til bl.a. at skabe længere gennemøvede sekvenser, der bl.a. kan give publikum en stærkere fornemmelse for tidens gang, end hvis scenen havde været klippet på almindelig vis.

‍

‍

‍

‍

Forbered dine indstillinger og skab interessante framings med få midler

Til slut ser vi på, hvordan du kan forberede dine indstillinger, inden I går i optagelse. Og så giver vi et par gode råd til, hvordan du kan bruge off-screen-rum og lav dybdeskarphed til at sætte fantasien i gang og samtidig spare lidt i budgettet. God fornøjelse med optagelserne!

‍

‍

STORYBOARD SOM FORBEREDELSE

Mange filmfotografer laver såkaldte <a href="/ordbog#storyboard" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="En skitseret visualisering af scener eller sekvenser i en film eller serie..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">storyboards</a>, inden filmen går i optagelse. Her skitserer man, nærmest i tegneseriestil, hver enkelt indstilling i en scene og markerer evt. med pile, hvordan kameraet eller karaktererne bevæger sig. Nogle storyboarder hele filmen, mens andre nøjes med de mere komplicerede sekvenser, hvor man vil sikre sig, at man får optaget de nødvendige vinkler og kompositioner. Med et storyboard får du en tidlig fornemmelse for, hvordan flere indstillinger hænger sammen og komplementerer hinanden. Samtidig er storyboarding en god anledning til at tænke over visuelle mønstre og sammenhænge i billedsproget – f.eks. hvordan du vil bruge lys, farver eller bevægelse til at skabe en sammenhængende visuel stil.

‍

‍

BRUG OFF-SCREEN-RUM TIL AT PIRRE FANTASIEN

En framing udelader altid noget, og du kan lege rigtig meget med det, vi ikke kan se. Hvis en karakter gestikulerer eller kigger mod noget off-screen, går vi automatisk ud fra, at det, karakteren kigger på, må være lige uden for billedet. Mange gyserfilm på lavt budget bruger dette trick, og det kan både skabe spænding og spare dig for besvær med eller udgifter til scenografi.

Du kan bruge off-screen-rum kreativt i alle genrer – se bare på åbningsscenen fra komedien A New Leaf, som vi linker til i bunden af artiklen: En halvnær indstilling af en hjertemonitor og to mænd i kitler giver os indtrykket af, at mændene er læger, der tilser en døende patient. Men da filmen klipper til den pårørende, begynder et tracking-skud af den pårørende, som starter i en halvnær og langsomt ender i en halvtotal, der afslører, at mændene i kitler står i et værksted. De var ikke var læger, men bilmekanikere. Og patienten var en bil.

‍

‍

VÆR SNEDIG MED LAV DYBDESKARPHED

Du kan bruge dybdeskarphed til nogle af de samme ting som off-screen-rum. Med en lav dybdeskarphed kan du nemlig sløre dele af billedet og på den måde lade det være op til publikum at forestille sig, hvad der foregår i baggrunden. Er budgettet lavt, kan det være en smart måde at undgå at bygge dyre kulisser eller at skulle fylde en scene med detaljer, der alligevel ikke skal stå klart for publikum. Og samtidig kan det blive en kreativ udfordring, hvor du gennem brugen af lys, farver og bevægelse i den slørede baggrund antyder tilstedeværelsen af en skabning, et miljø eller en uset trussel, uden at afsløre den direkte.

‍

Et eksempel kunne være en scene, hvor en person går gennem en tåget skov. Ved at holde baggrunden sløret med lav dybdeskarphed kan du skabe en følelse af usikkerhed og fare, hvor publikum kun fornemmer skikkelser eller bevægelser, uden at se dem klart. Eller du kan optage en intim samtalescene, hvor et par sidder tæt på en café. Ved at holde baggrunden sløret med lav dybdeskarphed kan du skabe en følelse af nærvær og intimitet, mens de utydelige baggrundsdetaljer – som forbipasserende eller en dæmpet cafébelysning – antyder stedets atmosfære. På den måde skaber du stemning, samtidig med at du undgår at skulle filme en fyldt café.

‍

‍