No items found.

FILMPRODUKTION 101: DISTRIBUTION

TYPE
Arbejdsområde
No items found.
Filmproduktion 101: Guides og inspiration til at lave dine første film

Hvor og hvordan får du vist din film til verden?

Når du står med en færdig kortfilm, har du allerede opnået noget væsentligt. Du har fulgt dit projekt til dørs, hvilket i sig selv er en kæmpe bedrift. Og netop fordi det er en kæmpe bedrift, er du forhåbentlig også så stolt af den færdige film, at du gerne vil have andre til at se den. Så hvordan får du lige det til at ske?

Du kan tænke på det som to hovedopgaver, der skal løses. Først skal du, som med en fin gave til din bedste ven, sørge for at pakke din film ind så pænt som muligt. Den skal præsenteres gennem en række pressematerialer, der fremhæver dens attraktioner og skaber nysgerrighed. Dernæst skal du beslutte, hvilke platforme filmen skal udkomme på. Alt fra festivaler til Instagram har hver sine fordele og krav, og vi guider i artiklen her til nogle af de muligheder, du har for at udkomme med din film, samt hvordan du optimerer dine chancer for at fange publikums opmærksomhed.

Pressematerialer

Når du skal gøre opmærksom på din film, ville det jo være dejligt at kunne plastre Rådhuspladsen til i utallige meterlange plakater. Men hvis du ikke lige står med 100.000 kr. i baglommen, så kan mindre altså også gøre det. Vigtigst er det nemlig, at du forbereder nogle skrevne og visuelle materialer, som du kan bruge til at promovere din film. Nogle af materialerne er påkrævet, hvis du søger ind på festivaler, mens andre kan bruges på sociale medier. Det er ikke strengt nødvendigt at udarbejde alle disse materialer, men gør du det, har du en god pakke af information om filmen, som du vil kunne bruge i en masse forskellige sammenhænge. Og så giver et flot pressemateriale indtrykket af, at du er seriøs og professionel omkring dit projekt. Vi giver herunder en oversigt over de skrevne og visuelle materialer, du med fordel kan udarbejde

DET SKREVNE PRESSEMATERIALE

Et skriftligt pressemateriale er typisk udformet som ét dokument, der samler den mest relevante information om din film. Et klassisk pressemateriale indeholder følgende punkter.

  • Logline
    • Et referat af din film på kun én sætning. Din logline er som regel det første, og nogle gange eneste, dit publikum kommer til at læse om din film, og derfor skal din logline først og fremmest være appetitvækkende. Glem alt om lange plotbeskrivelser og fokuser i stedet på din films centrale konflikt og hovedtemaer.
  • Synopsis
    • Du kender måske <a href="/ordbog#synopsis" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="En synopsis er et kortfattet resumé af en films eller series handling..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">synopsen</a> fra vores artikel om manuskriptskrivning, men i presseøjemed vil din manus-synopsis nok være for lang. Prøv at beskrive vigtige karakterer, plotudviklinger og tematikker så præcist og engagerende som muligt. En synopsis kan variere i længde, men omkring 200 ord vil ofte være passende.
  • Info om filmholdet
    • Her kan du i punktform skrive helt kort om filmens A-funktioner som instruktør, manuskriptforfatter, fotograf og evt. også skuespillerne. Dette punkt giver måske ikke mening at inkludere, hvis I ikke har lavet film før, men har I nogle mere erfarne kræfter på holdet, kan det give et fint overblik over deres tidligere arbejde.
  • Instruktørudtalelse
    • Ofte vil man i et pressemateriale inkludere en kort tekst udformet af instruktøren selv. Her kan du skrive om din motivation for at lave filmen, uddybe filmens temaer og relevans og forklare, hvorfor du valgte at give dig i kast med lige netop denne fortælling. Instruktørudtalelsen kan på den måde være en god indgang til at skabe en mere personlig forbindelse til publikum, hvor du også kan komme ind på filmens stil og de kreative valg, I har foretaget jer.
  • Credits
    • Afrund dit pressematerialet med en overskuelig oversigt over filmens credits, hvilket som minimum skal inkludere: <a href="/ordbog#cast" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Et andet ord for 'medvirkende' i en film, serie eller et TV-program..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">cast</a> og karakternavne, klipper, fotograf, komponist, manuskriptforfatter, instruktør, producer, filmens spilletid og filmens produktionsår.

Denne opbygning er helt klassisk, men du behøver ikke at følge den til punkt og prikke. Hvis du hellere vil inkludere et eller flere små interviews med filmens A-funktioner, så kan det også sagtens fungere. Eller du kan prioritere at udfolde filmens temaer, samfundsrelevans eller æstetiske særtræk, nærmest som en lille artikel. Men pas på med at hylde dit eget værk for åbenlyst, så folk ikke føler, at du presser en holdning ned i dem. Du kan sagtens fremhæve filmens særtræk på en interessant måde uden at kalde din film visionær og banebrydende – det kan du lade publikum om.

DET VISUELLE PRESSEMATERIALE

Det visuelle pressemateriale er om noget endnu vigtigere end det skrevne, og nogle springer – afhængig af projektets størrelse – meget af det skrevne materiale over for i stedet at fokusere på det visuelle. Det er trods alt en film, du har lavet, og du kender det nok selv fra sociale medier, hvor reels dominerer dit feed – video fanger vores opmærksomhed som intet andet. Derfor er det en god idé at forberede en plakat, nogle still-billeder fra filmen og en trailer eller teaser. Plakaten har du sikkert dine egne ideer til, og med still-fotografierne handler det grundlæggende om at finde en håndfuld gode <a href="/ordbog#frame" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Et frame vil sige et enkelt stillbillede i en kameraoptagelse..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">frames</a> fra filmen, der fremhæver karakterer og stemning. Afhængigt af længden på din kortfilm kan det være, du skal nøjes med at lave en teaser i stedet for en trailer for ikke at afsløre for meget. Se om ikke du kan klippe en kort teaser på 30 sekunder sammen, der giver en forsmag på filmens konflikt og fængende scener, så man bliver nysgerrig på mere. Uanset om du laver en trailer, en teaser eller begge, kan du finde inspiration til opbygningen af den i videoen herunder.

Når du har dit pressemateriale på plads, har du også et solidt fundament for al den markedsføring, du vil lave. Du har den synopsis og de still-billeder, som nogle filmfestivaler kræver. Du har en teaser og en masse tekst du kan bruge til captions på sociale medier. Du har et pressemateriale, journalister kan bruge i deres dækning, hvis du skal give interview. Tænk på pressematerialet som en ressource, du kan bruge og genbruge i en masse forskellige sammenhænge.

Hvordan får du vist din film?

Det spørgsmål er delvist op til dig, og hvad du ønsker. Men en typisk rækkefølge, som mange følger er først at forsøge at få sin kortfilm vist på så mange festivaler som muligt for derefter at gøre den mere bredt tilgængelig, f.eks. online eller gennem åbne arrangementer. Det kan også være, du hellere vil have din film ud at leve på internettet med det samme – måske den nærmest er designet til det, f.eks. ved at være skudt i højformat? Har du lavet din film med støtte fra et filmværksted, vil de med garanti gerne være med til at arrangere en visning af din film på værkstedet. I sidste ende er det op til dig, men vi giver herunder et overblik over dine muligheder.

FILMFESTIVALER

Det kan være en rigtig god idé at forsøge at få din film ind på nogle kortfilmfestivaler. Her får du nemlig både <a href="/ordbog#distribution" fb-tooltip="true" fb-tooltip-message="Distribution vil sige at få film, serier, TV-programmer eller andet indhold ud til publikum..."     fb-tooltip-position="top" fb-tooltip-trigger="hover">distribution</a> og markedsføring i ét: Din film bliver vist for et publikum samtidig med, at du får mulighed for at udvide dit netværk gennem festivalens events og eventuelle møder. Hvis du går festivalvejen, er det en god idé at vente med at lægge din film ud online, da det for flere festivaler er et krav, at din film ikke er tilgængelig andre steder. Typisk koster det et mindre beløb at ansøge om at få sin film vist på festivalen, men kravene varierer fra festival til festival, så sørg for at tjekke op på dem, inden du ansøger.

Der findes et væld af udenlandske kortfilmsfestivaler, du kan sende din film ind til – dem kan du finde mange oversigter over på nettet, men vi linker også til Det Danske Filminstituts oversigt herunder. I Danmark kan du særligt rette øjnene mod Odense International Film Festival (OFF), Copenhagen Short Film Festival (CSFF), Tisvilde Kortfilmfestival, Viborg Animation Festival samt festivalerne BUSTER og CPH:DOX, der begge har kortfilmsprogrammer for henholdsvis børne- og ungdomsfilm og dokumentarfilm.

Du kan finde info om ansøgningsfrister og lignende på festivalernes hjemmesider. De fleste af festivalerne favner bredt og har ikke specifikke krav om, hvor erfaren man skal være for at søge. Det er bare om at komme i gang!

Link til: DFI's festivalguide til korfilm.

DIGITALE PLATFORME

Hvad end din film kommer på festivaler eller ej, er det ikke nogen helt dum idé, at du på et tidspunkt lægger din film ud online. Det er på internettet, at din film for alvor har mulighed for at nå ud til rigtig mange mennesker, og der findes endda platforme specifikt målrettet promoveringen af kortfilm. Den mest udbredte i Danmark er Ekko Shortlist, der er en løbende top 10-liste over populære nye kortfilm i Danmark. Her kan alle se og stemme på de kortfilm, Ekkos redaktion har nomineret til en plads på listen, og de mest populære film kan endda ende med at vinde priser ved det årlige Ekko Shortlist Awards. Platformen er rigtig god til at skabe opmærksomhed om din film, og det er nemt at ansøge gennem platformens hjemmeside. Her kommer dit pressemateriale dig til gavn, for Ekko Shortlist kræver bl.a., at man uploader logline, synopsis og still-billeder, ligesom det er muligt at medsende yderligere baggrundsinfo om filmen.

Du kan selvfølgelig også uploade din film til andre digitale platforme. YouTube giver mulighed for et større internationalt publikum, og det samme gælder for Instagram, hvor du desuden kan drage fordel af de følgere, du eller andre fra dit hold måske allerede har. Lige netop det gjorde skaberne bag den prisbelønnede danske webserie, Kampen for tilværelsen, da de udgav sæson 2 udelukkende på Instagram, Facebook og TikTok. De korte afsnit af omtrent tre minutters varighed passede godt til sociale medier, og seriens temaer, der handler om maskulinitet og parforholdsdynamikker, inviterede til kommentarer fra brugerne, der måske kunne genkende nogle ting fra deres eget liv.

ARRANGER SELV VISNINGER AF DIN FILM

Du kan også selv tage initiativet og arrangere visninger af din kortfilm – f.eks. som et premierearrangement, hvor du får mulighed for at invitere venner og bekendte og kan takke dine medskabere af filmen samt jeres sponsorer og samarbejdspartnere. Hvis du har pengene, tilbyder de fleste biografer, at man kan leje en sal, men en anden og ofte mere budgetvenlig løsning er at samarbejde med lokale kulturhuse, biblioteker eller uddannelsesinstitutioner. Måske har du allerede haft kontakt til nogle af dem i forbindelse med finansieringen af din kortfilm, og her kan et eksisterende bekendtskab være en fordel. Tænk over, om din films tema passer til et bestemt sted – måske tager filmen fat i emner, der er relevante for en skole, en ungdomsuddannelse eller et kulturhus med et aktuelt program. Mange steder er åbne for arrangementer, hvor de lægger lokaler til, og du kan eventuelt tilbyde at kombinere visningen med en kort samtale eller Q&A, som giver publikum noget ekstra. Det behøver ikke være stort – en klasse, en forening eller en mindre sal kan være rigeligt til at skabe en meningsfuld oplevelse og få værdifuld feedback. Og med de ord er der kun tilbage at sige: rigtig god fornøjelse med distributionen af din kortfilm!

Relaterede events

No items found.

Relaterede værktøjer

No items found.

Hør dem fortælle om jobbet

Del